Pfizer-topchef solgte ud af aktier efter vaccinenyhed

Mandag kunne medicinalgiganten Pfizer fortæller, at den vaccine mod covid-19, som der arbejdes på sammen med tyske Biontech, havde vist foreløbigt lovende resultater.

Det gav medvind til de globale aktier – herunder Pfizer-aktien – og samme dag solgte topchef Albert Bourla 132.508 af sine aktier for samlet 5,6 millioner dollar – svarende til 35,4 millioner kroner.

Det skriver The Guardian.

Efter den positive vaccinenyhed steg Pfizer-aktien mandag 15 procent op til 41,99 dollar stykket. I løbet af handelsdagen blev toppen dog taget af, og facit blev et plus på 7,7 procent til 38,40 dollar.

Bourla solgte aktierne, der svarer til 62 procent af de aktier i selskabet, som han ejer, til 41,94 dollar stykket.

Ifølge Pfizer blev aktierne dog solgt via et automatisk system. I august var der nemlig blevet sat et system op, så de ville blive solgt, når de ramte et vist niveau.

Mandag viste den første analyse af fase trestudierne af Pfizer og Biontechs vaccinekandidat mod covid-19 en effekt i mere end ni ud af ti tilfælde. Det vil sige, at vaccinen forhindrede mere end 90 procent af smittetilfældene ifølge selskabet.

/ritzau/