Sparekasse stoppede ulovligt ældre kunders pengeoverførsler

Personer over 70 år er særligt udsatte, når det kommer til svindelforsøg fra kriminelle, vurderede Frøs Sparekasse tidligere i år.

Det fik banken til i april uden varsel at fjerne muligheden for, at kunder over 70 år i en kortere periode kunne overføre penge via netbank til personer uden for sparekassen.

Det var i strid med betalingsloven, at muligheden blev deaktiveret, skriver Forbrugerombudsmanden onsdag i en pressemeddelelse.

– Et pengeinstitut må gerne spærre en konto eller lukke for overførselsmulighederne hos en kunde, hvis der er tegn på konkret misbrug, hos kunden.

– Men det er diskriminerende at lukke for alle over 70 år, fordi pengeinstituttet vurderer, at gruppen potentielt er mere udsat for svindel end andre kunder, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i meddelelsen.

Sparekassens intention var at beskytte kundegruppen mod svindel.

– Det var en midlertidig deaktivering, og kunderne kunne ringe til os og bede om at få det genaktiveret, siger Mikkel Bech Jensen, advokat i Frøs Sparekasse.

Han oplyser, at beslutningen kom, efter at banken havde oplevet en stigning i både svindel og forsøg på samme i begyndelsen af coronaepidemien i Danmark.

Banken omgjorde beslutningen allerede senere i april 2020. Den har ikke oplysninger om, hvor mange af bankens cirka 50.000 kunder der blev berørt af deaktiveringen, der varede i omkring en uge.

“En del” kunder har dog været glade for tiltaget og har efterfølgende bedt sparekassen om at få det genindført, oplyser advokat Mikkel Bech Jensen.

/ritzau/