Fokus på engangsudstyr under corona løfter Ambus salg

Udbruddet af coronavirus har været med til at løfte salget hos den danske koncern Ambu, der producerer engangsudstyr til hospitaler.

Selskabet har i juli, august og september solgt for 871 millioner kroner. Det er 44 procent mere end regnskabsåret før.

Det viser Ambus regnskab for perioden, der er offentliggjort onsdag morgen.

Virusudbruddet har øget bevidstheden om mulige problemer med forurening ved kikkertundersøgelser, når der ikke bruges engangsprodukter.

Derfor ventes et større fokus på det fremover, skriver selskabet i regnskabet.

Juli, august og september er det sidste kvartal i Ambus skæve regnskabsår. Derfor løfter selskabet sløret for sine forventninger til næste regnskabsår.

Her forventes salget at øges yderligere. Ambu spår, at omsætningen vil vokse 17-20 procent uden opkøb.

/ritzau/