Online salg og genåbning sender Adidas retur til overskud

Forbrugerne har hevet Adidas-produkter ned fra de virtuelle hylder i tredje kvartal, hvor det også har givet medvind, at de fysiske butikker er genåbnet.

Det har betydet, at selskabet i juli, august og september fik et overskud på 546 millioner euro – svarende til 4 milliarder kroner. Det fremgår af selskabets regnskab for perioden.

Det er markant bedre end i andet kvartal, hvor nedlukningen af butikker på grund af corona gav et underskud på 2,2 milliarder kroner. Det er dog knap 600 millioner kroner mindre end de samme tre måneder sidste år.

– Vi så en stærk genopretning for vores forretning i tredje kvartal, siger den danske topchef Kasper Rørsted i en kommentar til regnskabet.

Selskabet har i årets tredje kvartal solgt sko og sportstøj for knap 6 milliarder euro. Det er tæt på 45 milliarder kroner. Det er 400 millioner euro – eller knap 3 milliarder kroner – mindre end den samme periode sidste år.

Selskabets salg på onlineplatforme var i kvartalet hele 51 procent højere end på samme tidspunkt sidste år. Fremgangen er dog lidt mindre end i andet kvartal, hvor det under coronanedlukningerne var tæt på fordoblet.

Da pandemien var værst, havde mere end syv ud af ti af Adidas’ butikker over hele verden lukket. I slutningen af september var 96 procent af butikkerne åbne igen, men nu er det faldet til 93 procent.

Kasper Rørsted fortæller, at selskabet var på vej mod at vokse i fjerde kvartal, men at den seneste udvikling i coronapandemien kræver opmærksomhed.

– Men det overrasker os ikke. Takket være vores forsigtige tilgang er vi nu godt forberedte til at håndtere disse kortsigtede usikkerheder, siger topchefen.

Den danske topchef har været ansat i Adidas siden oktober 2016. Han har som minimum kontrakt frem til og med 31. juli 2026.

/ritzau/