Efter økonomisk afslag lukker Norwegian alle danske ruter

Lavprisselskabet Norwegian lukker samtlige danske ruter.

Det skriver branchemediet check-in.dk.

Meddelelsen kommer, efter at det mandag morgen stod klart, at den norske regering ikke vil give selskabet yderligere økonomisk støtte.

Norwegian har derfor besluttet at parkere 15 af dets 21 operative fly og hjemsende 1600 ansatte, hvorfor de danske ruter lukkes.

Dermed bliver SAS og DAT de eneste to selskaber på indenrigsruten mellem København og Aalborg.

I en pressemeddelelse mandag aften oplyser DAT, at selskabet som følge af Norwegians beslutning om at indstille flyvningerne i Danmark indsætter flere afgange på ruten mellem Aalborg og København fra 11. november.

– Vi vil fortsat sørge for passende frekvens og rimelige priser og har derfor besluttet at øge vores produktion og vil flyve yderligere 28 afgange i ugen for at imødekomme passagerers behov, udtaler administrerende direktør i DAT Jesper Rungholm.

Mandag morgen meddelte det norske erhvervsministerium, at regeringen afviser at give mere hjælp til flyselskabet.

– Samlet set udgør statens ekstraordinære bidrag til luftfarten i Norge i 2020 indtil videre hele 13 milliarder norske kroner.

– Norwegian har bedt om økonomisk støtte i milliardklassen, og regeringen har vurderet, at det i denne situation ikke er forsvarlig brug af fællesskabets midler, står der.

Efter afvisningen meddelte Norwegian, at luftfartsselskabet vil sende yderligere 1600 ansatte hjem og reducere kapaciteten kraftigt.

De 1600 ansatte vil ifølge selskabet modtage lønkompensation under hjemsendelsen.

Der er tale om såkaldt “permittering” af de ansatte – altså en midlertidig hjemsendelse.

Norwegian kan ikke oplyse, om selskabet forventer at se de hjemsendte medarbejdere tilbage på job.

Norwegian lider som resten af luftfartsbranchen under, at der er indført rejserestriktioner i store dele af verden.

/ritzau/