Benzinpriser holder inflation nede – økonom ser faresignaler

Et fald i oliepriserne oven på coronakrisen har sendt prisen på benzin ned, og det er med til at holde inflationen nede.

I oktober var inflationen – også kendt som forbrugerpriserne – på 0,4 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er lavere end i september, hvor den var på 0,6 procent. Den er dog steget fra en flad udvikling i april og maj.

Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid. Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge, men man vil gerne have en lille, stabil inflation i økonomien, fordi det holder gang i forbruget.

Ifølge Anders Christian Overvad, økonom hos Arbejdernes Landsbank, betyder den nuværende inflation, at en gennemsnitlig børnefamilie skal bruge 1700 kroner mere om året på at købe de samme varer som sidste år.

– Inflationstakten kan sagtens svinge fra måned til måned, men lige nu trækker faldet lidt ekstra opmærksomhed set fra min stol.

– Inflationen er i forvejen meget lav, og med en så lav inflation, som vi har i øjeblikket, medfører faldet en øget risiko for deflation, skriver han.

Deflation er, når priserne i et land falder. Hvis det varer ved i en længere periode, er det et problem for økonomien, fordi det kan få forbrugerne til at holde igen med pengene.

Noget af det, der har været med til at løfte inflationen 0,4 procent fra sidste år, er, at øgede afgifter har gjort cigaretterne dyrere.

Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv, peger på, at stigningen i inflationen også presses ned af faldende flypriser. Samtidig er en stigning i elpriserne gledet ud af tallene.

Dermed er Danmarks på vej mod en samlet inflation på cirka 0,4 procent i år. Det er næsten en tangering af bundrekorden fra 2016 på 0,3 procent.

Det giver dog ifølge Tore Stramer et løft i danskernes købekraft, da der ifølge Finansministeriet er en lønvækst på 2,1 procent i år.

– Det er en fornuftig reallønsfremgang, der ligger over det historiske gennemsnit, skriver han i en kommentar.

/ritzau/