TDC mister tusindvis af kunder – men ikke så mange som tidligere

2020 har indtil videre budt på massiv kundeafgang hos TDC, men det seneste kvartal har udviklingen ikke været så mærkbar som starten af året.

Det viser regnskabet fra TDC, der er Danmarks største selskab på tv, bredbånd, mobiltelefoni og fastnet.

TDC har i tredje kvartal mistet 16.000 tv-kunder i YouSee og 18.000 bredbåndskunder.

Det er færre end de to foregående kvartaler, og samtidig kan selskabet glæde sig over, at der er kommet 1000 nye mobilkunder efter store kundetab tidligere i år.

TDC’s omsætning er i tredje kvartal faldet med 5,3 procent til 4 milliarder kroner, hvilket skyldes et lavere antal kunder inden for blandt andet tv og bredbånd.

Driftsoverskuddet lander på 1,6 milliarder kroner. Det er stort set på niveau med sidste år, hvilket hænger sammen med besparelser.

/ritzau/