TDC mister tusindvis af kunder – men ikke så mange som tidligere

2020 har indtil videre budt på massiv kundeafgang hos TDC, men det seneste kvartal har udviklingen ikke været så mærkbar som starten af året.

Det viser regnskabet fra TDC, der er Danmarks største selskab på tv, bredbånd, mobiltelefoni og fastnet og står bag YouSee, Telmore, Fullrate og Hiper.

TDC har i tredje kvartal mistet 16.000 tv-kunder og 18.000 bredbåndskunder.

Det er færre end de to foregående kvartaler, og samtidig kan selskabet glæde sig over, at der er kommet 1000 nye mobilkunder efter store kundetab tidligere i år.

TDC’s omsætning er i tredje kvartal faldet med 5,3 procent til 4 milliarder kroner, hvilket skyldes et lavere antal kunder inden for blandt andet tv og bredbånd.

Driftsoverskuddet lander på 1,6 milliarder kroner. Det er stort set på niveau med sidste år, hvilket hænger sammen med, at udgifterne er skåret ti procent over det seneste år.

Kundeafgangen i starten af året skete i forlængelse af, at YouSee og Discovery Networks ved årsskiftet stoppede deres samarbejde.

Derfor røg en række kanaler væk fra YouSee – herunder Canal 9, Kanal 5, 6’eren og Eurosport – og det fik tusindvis til at opsige deres abonnement.

De mange opsagte abonnementer ramte også andet end tv, fordi en del samtidig opsagde deres mobil- og bredbåndsabonnementer.

Samlet har TDC i år til dato mistet 118.000 tv-kunder, 75.000 bredbåndskunder og 46.000 mobilkunderne.

Generelt set har de seneste år budt på kundeafgang hos tv-selskaberne, da seernes vaner har ændret sig mærkbart.

Streamingtjenester som Netflix og HBO har gjort deres indtog på markedet, og der bliver set mindre traditionelt flow-tv end for år tilbage.

/ritzau/