Få fly og passagerer: SAS kan få største underskud i historien

SAS har haft et stort fald i antallet af passagerer i oktober, og selskabets fly er samtidig langtfra fyldt i øjeblikket.

I sidste måned var der 602.000 passagerer hos SAS, hvilket er 79 procent færre end samme måned året før. Det viser SAS’ trafiktal, der er offentliggjort fredag.

SAS’ regnskabsår løber til udgangen af oktober, og det seneste år er antallet af passagerer faldet med 58 procent til 12,6 millioner.

Hos Sydbank forudser aktieanalysechef Jacob Pedersen, der følger luftfartsbranchen tæt, at SAS vil lande et minus på 5,8-6,5 milliarder kroner for hele året.

Hvis det holder stik, vil det være det værste resultat i SAS’ historie.

– Det er en elendig afslutning på regnskabsåret for SAS. Man mister omkring 80 procent af passagerne og kan kun fylde omkring en tredjedel af flyene, siger Jacob Pedersen.

– Det her peger imod et gigantunderskud for SAS i år, siger Jacob Pedersen.

Han peger på, at flyselskaberne de seneste måneder er blevet klemt af den stigende coronasmitte i Europa.

– Problemet er, at rejserestriktionerne vælter ind over Europa igen, og det betyder, at der er færre passagerer, og at de få fly, der er i luften, ikke er ret godt fyldt, siger han.

SAS får formentlig også meget svært ved at lande et overskud i det nye regnskabsår, der løber frem til oktober 2021.

– Der venter den nok værste vinter nogensinde for flyselskaberne. Der er ikke lagt op til, at rejserestriktioner bliver lempet, så flyselskaberne kan forvente en vinter med få passagerer.

– For SAS er der derfor udsigt til et endnu et år med milliardunderskud i det næste regnskabsår, siger Jacob Pedersen.

SAS fik for nylig en stor redningsplan på plads, der havde en værdi af 8,6 milliarder kroner for flyselskabet. Derfor er der ikke nu og her et behov for flere penge.

– SAS har købt sig 18-24 måneder, hvis den her elendige trafiksituation fortsætter.

– Men man skulle gerne komme til en bedre situation i 2021, hvor man så kan begynde at lukke det hul, der er i pengekassen.

SAS kommer med årsregnskab 3. december. For regnskabsåret første ni måneder har underskuddet beløbet sig til 4,9 milliarder kroner.

/ritzau/