En række specialister kan undgå britisk karantænekrav

Virusmutationer hos nordjyske mink har skabt opmærksomhed i Storbritannien. Landet har nemlig indført krav om, at alle rejsende fra Danmark til Storbritannien skal 14 dage i karantæne, når de ankommer.

Men en række specialister kan undslippe det britiske karantænekrav, som er trådt i kraft tidligt fredag morgen.

– Kravet kommer til at ramme alle rejsende som udgangspunkt, men der er en lang række undtagelser for forskellige sektorer og specialistopgaver.

– Er man inden for denne meget lange række af undtagelser, kan man stadig rejse uden karantænen, siger Michael Svane, branchedirektør for transport og infrastruktur i Dansk Industri.

Listen omfatter blandt andet folk i samfundskritiske sektorer og kan ifølge Michael Svane være folk, der arbejder inden for it, energi, forsyning og sikkerhedsmæssige spørgsmål.

– Det kan også være specialistfunktioner. Hvis man for eksempel er specialist i en form for teknologi, der er afgørende for, om samfundet kan drives.

– Det vil være positivt for danske virksomheder, at de trods karantænereglerne kan sende en del medarbejdere til Storbritannien, siger Michael Svane.

For danske virksomheder kan det være vigtigt at komme til Storbritannien for eksempelvis at servicere kunder i landet.

– Det kan være at servicere et styresystem til en vandforsyning. Det er svært at håndtere hjemmefra, siger branchedirektøren.

– Det handler dybest set om indtjening og om Danmarks eksport til Storbritannien.

Han vurderer, at selv om karantænekrævet særligt spænder ben for turisters rejser, så vil også erhvervsdrivende overveje en ekstra gang, om de skal sende medarbejdere afsted til Storbritannien.

Branchedirektøren vurderer, at det er meget sandsynligt, at andre lande følger efter.

– Vi har en forventning om, at andre lande kan følge trop. Det her er måske en forsmag på, at vi kommer til at se flere restriktioner for danskere og danske virksomheder, når de skal ud i verden, siger Michael Svane.

Ifølge Erik Brøgger Rasmussen, direktør for Organisation og Borgerservice i Udenrigsministeriet, er det imidlertid ikke til at sige, om andre lande kommer til at følge briternes eksempel.

– Det vil være rent spekulativt. Det ved jeg simpelthen ikke.

– Vi ved, at Storbritannien har en lang række lande på en liste, hvor man skal i karantæne, når man rejser ind.

– Vi har været på den liste tidligere, men blev taget af den for et par uger siden, og nu er vi på den igen, siger Erik Brøgger Rasmussen.

Udenrigsministeriets Borgerservice fraråder i forvejen folk rejser til alle lande i verden på grund af enten høj smitte i samfundet eller skrappe restriktioner.

/ritzau/