Tryg vil sammen med canadiere overtage Codan i milliardhandel

Forsikringsselskabet Tryg kan være på vej til at slå kløerne i en af sine største konkurrenter på det danske marked.

Sammen med canadiske Intact Financial har Tryg sendt et købstilbud til det britiske forsikringsselskab RSA Insurance Group, der blandt andet ejer Codan Danmark.

Det bekræfter RSA Insurance Group i en meddelelse torsdag.

Hvis overtagelsen gennemføres, vil de to købere drive aktiviteterne i Codan Danmark videre i et såkaldt joint venture. Det vil sige et slags partnerskab.

Købet vil også betyde, at Tryg overtager det britiske selskabs aktiviteter i Sverige og Norge, mens at Intact Financial overtager forretningerne i Canada og Storbritannien.

Det samlede købstilbud lyder på 60 milliarder kroner.

Af det beløb vil Tryg skulle betale mest, da selskabet står til at skulle betale 35 milliarder kroner. Intact Financial skal betale de sidste 25 milliarder kroner.

På det danske marked er Codan Danmark det tredjestørste forsikringsselskab. Størst er Tryg, og derefter følger Topdanmark.

/ritzau/