Coronakrisen kradser: Lufthansa har tabt 42 milliarder i år

2020 har været ekstrem dyr for flyselskaber verden over på grund af coronavirusset.

For det tyske flyselskab Lufthansa kan den samlede regning indtil videre opgøres til 42 milliarder kroner, som underskuddet lyder på efter årets første ni måneder. Det viser flyselskabets regnskab for tredje kvartal.

Lufthansa har frem til udgangen af september haft 32,2 millioner passagerer. Det er knap en tredjedel af antallet i samme periode sidste år.

Lufthansa forudser en vinter med få rejsende. Derfor vil selskabet kun have 25 procent af de fly på vingerne, som det havde i samme periode sidste år.

– I de kommende vintermåneder forventes efterspørgslen på rejser fortsat at være lav på grund af den stigende smitte på globalt plan og de medfølgende rejserestriktioner, skriver selskabet.

For 2021 forventer selskabet, at det vil være muligt at flyve med cirka den halve kapacitet af niveauet før coronaudbruddet.

Lufthansa fik i maj en stor hjælpepakke med den tyske stat til en værdi af 67 milliarder kroner. Som en del af planen blev staten medejer og ejer nu en femtedel af flyselskabet.

Lufthansa fremhæver i regnskabet, at underskuddet er blevet mindre i tredje kvartal sammenlignet med andet kvartal, hvor stort set alle fly stod på jorden.

Det tyske flyselskab har blandt andet sænket sine omkostninger med 43 procent.

Lufthansa har skåret ned på grund af coronakrisen, og i forhold til sidste år er antallet af ansatte faldet med cirka 14.000 til 124.500. Samtidig er en stor del af de ansatte hos Lufthansa gået ned i tid.

Samtidig er udgifterne til brændstof også faldet markant på grund af langt færre fly i luften.

Lufthansa var sidste år det flyselskab i Europa med næstflest passagerer efter Ryanair.

/ritzau/