Store nedskrivninger under corona sænker Nykredits overskud

Større nedskrivninger på udlån og flere udgifter har i de første ni måneder af i år givet et faldende overskud for Nykredit.

Det viser regnskabet fra Nykredit-koncernen, der er en af de største udbydere af boliglån på det danske marked.

I perioden frem til og med slutningen af september har Nykredit-koncernen i alt tjent 3,4 milliarder kroner. Det er et fald på 30 procent i forhold til i fjor.

Med til at trække overskuddet ned er nedskrivninger på udlån. Det er penge, som man ikke forventer at se igen og derfor kan betragtes som tab.

I år har Nykredit-koncernen haft nedskrivninger for to milliarder kroner. Det er næsten tre gange så meget som samme periode sidste år.

Nedskrivningerne skyldes især coronakrisen.

/ritzau/