ISS står over for milliardregning efter flere nedlukninger

Servicegiganten ISS, som blandt andet står for rengøring og kantinedrift verden over, er hårdt ramt af coronavirusset.

Selskabets omsætning er dykket med fem procent i årets første ni måneder til 53,1 milliard kroner. Det viser en opdatering fra den danske koncern.

– Vi står over for et hidtil uset og udfordrende miljø med nye covid-19 smittebølger og nedlukninger på de fleste af vores markeder, siger administrerende direktør Jacob Aarup-Andersen i en kommentar til regnskabet.

Det er hans første regnskab i spidsen for ISS, siden han tiltrådte 1. september, hvor han afløste Jeff Gravenhorst, som havde stået i spidsen for selskabet i ti år. Jacob Aarup-Andersen kom fra en topstilling i Danske Bank.

ISS var forberedt på, at efteråret kunne byde på en ny smittebølge i verden.

Koncernen forventer derfor fortsat en negativ vækst på 6-8 procent for hele 2020. Inden regnskabet var forventningen en tilbagegang på 2-10 procent.

Derudover forventer ISS et marginalt overskud på driften. Koncernen kommer ikke med forventninger til resultatet på bundlinjen – resultatet når alle regninger er betalt – men der kan være lagt op til et milliardunderskud.

ISS har hensat 3-3,5 milliarder kroner til en række engangsudgifter – blandt andet til tab på en stor kontrakt i Danmark – og det vil belaste resultatet markant i år.

Administrerende direktør Jacob Aarup-Andersen lægger heller ikke skjul på, at året ikke har været tilfredsstillende.

Han fortæller, at ISS har fokus på at sikre, at man er i stand til at vokse og samtidig tjene penge.

– Vi er ikke tilfredse med vores operationelle resultater det seneste år og arbejder hårdt på at forberede forretningen til de kommende år – herunder at sikre at al vækst kommer sammen med den rigtige rentabilitet, siger han.

ISS er målt på omsætning Danmarks sjettestørste virksomhed. Hvis man ser på antallet af ansatte, er ISS med mere end 400.000 ansatte den største danske virksomhed.

/ritzau/