Danskerne tager færre dyre forbrugslån

Gennem noget tid har der været en tendens til, at danskerne er blevet mindre tilbøjelige til at tage dyre forbrugslån, når de skal låne penge.

Således var den samlede forbrugerkredit ved udgangen af tredje kvartal i år på 112 milliarder kroner. Det er et fald, i forhold til da forbrugerkreditten toppede i første kvartal sidste år med 117 milliarder kroner.

Det oplyser PFA med henvisning til tal fra Danmarks Statistik.

Forbrugerkredit omfatter forbrugslån, der er optaget uden om bankerne. Det vil blandt andet sige kviklån, der ofte er kendetegnet ved høje renter.

Tallene fra Danmarks Statistik kan derfor tolkes, som at danskerne tager færre dyre forbrugslån som eksempelvis kviklån.

Det vurderer Carsten Holdum, der er forbrugerøkonom i PFA.

– Forbrugerkredit er den dyreste måde at låne penge på.

– Især hvis det sker i forbrugerkreditselskaber for eksempel som kviklån, hvor de årlige omkostninger hurtigt kan blive 25 procent.

– Og efter at vi i nogle år har set en stigning i forbrugerkreditten, så har den taget et pænt fald i år, siger Carsten Holdum i en skriftlig kommentar.

/ritzau/