Danske Bank sænker loftet for negative indlånsrenter

Danske Bank sænker grænsen for, hvornår privatkunder med en NemKonto skal betale negativ rente for at have indlån i banken.

Det oplyser Danske Bank i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal.

Grænsen sænkes fra 1. januar 2021 til 250.000 kroner. Det er noget lavere end den forudgående grænse, der gik til 1,5 millioner kroner.

Danske Bank er langt fra den første bank i Danmark, der har indført negativ rente for privatkunders indlån.

Tiltaget hos bankerne skyldes, at det lige nu koster dem at have penge stående i Nationalbanken – bankernes bank – hvor renterne er negative.

Derfor vælger bankerne at sende regningen videre til en del af kunderne med mange penge på kontoen.

– Vi befinder os fortsat i den helt ekstraordinære situation, at de negative renter efterhånden har udviklet sig til at være af nærmest permanent karakter, og i hvert fald ser ud til at vare ved længere, siger Danske Banks finansdirektør, Stephan Engels, i en meddelelse.

– Det er ikke holdbart, at situationen ikke afspejler sig i vores rentevilkår, og derfor sænker vi grænsen for, hvornår der skal betales negative renter af store indlån.

Tiltaget hos Danske Bank kommer, kort efter at Sydbank ligeledes sænkede sit loft for, hvornår privatkunder skal betale for at have indlån i banken.

Her blev loftet sænket fra maksimalt 250.000 kroner til 100.000 kroner. Det sker ligesom hos Danske Bank med effekt fra årsskiftet.

Danske Banks nyhed om det sænkede loft for negative indlånsrenter kommer i forbindelse med et regnskab, der for årets første ni måneder viser et overskud på 3,1 milliarder kroner.

Det er det laveste overskud i den tilsvarende periode siden 2011.

Det lave resultat skyldes især coronakrisen, hvor banken har måttet nedskrive 6,3 milliarder kroner.

Nedskrivninger på udlån er penge, som ikke forventes at komme igen og kan derfor betragtes som tab.

/ritzau/