Amerikansk ejer lukker Endomondo-appen fra årsskiftet

Motionsappen Endomondo, der oprindeligt er udviklet i Danmark, lukker ned fra årsskiftet.

Det oplyser Endomondo i en meddelelse på sin hjemmeside. Det skriver erhvervsmediet Finans.

Lukningen sker, efter at selskabet bag Endomondo blev solgt til amerikanske Under Armour i 2015.

Nu ønsker Under Armour så ikke længere at drive appen, og derfor fjernes den fra nytår.

– Under Armour vil fjerne Endomondo fra alle appbutikker og vil ikke længere levere fejlrettelser eller kundesupport til en hvilken som helst version af appen, der ligger tilbage på din enhed.

– Hvis du har sporet din træning i Endomondo, giver UA MapMyRun en lignende sporingsoplevelse, står der i meddelelsen.

UA MapMyRun er en motionsapp, som Under Armour ejer og står bag.

Ifølge Under Armour vil brugere af Endomondo let kunne overføre deres data fra Endomondo til UA MapMyRun.

/ritzau/