Spredning af coronavirus tvinger FLSmidth til nedjustering

Den stigende spredning af coronavirus får den danske ingeniørkoncern FLSmidth til at nedjustere forventningerne til 2020.

Det oplyser den danske koncern, der leverer udstyr og serviceydelser til mine- og cementindustrien.

– Vi har set en stabilisering i vores aktiviteter, men med den stigende spredning af covid-19 har vi ikke set den gradvise forbedring i forretningsmiljøet, som vi havde forventet, skriver FLSmidth i sit regnskab for tredje kvartal.

Selskabet forventer nu en omsætning på omkring 16 milliarder kroner i 2020. Tidligere var forventningen 15,5-17,0 milliarder kroner.

Samtidig forventer selskabet ikke længere at kunne hive helt så mange penge hjem, som det kunne være blevet til.

Overskudsgraden – der dækker over, hvor meget salg der bliver vekslet til indtjening – ventes nu at lande på 4,5-5,0 procent. Her var forventningen tidligere 4,5-6,0 procent.

I år er FLSmidths omsætning faldet med 1,3 milliarder kroner til 13,8 milliarder kroner. Samtidig er overskuddet faldet med 77 procent til 127 millioner kroner.

/ritzau/