Lundbeck har lagt en milliard på omsætningen under corona

Medicinalselskabet Lundbeck er indtil videre kommet gennem coronaudbruddet uden økonomiske skrammer.

Selskabets salg er steget med 1,2 milliarder kroner i årets første ni måneder til 13,4 milliarder kroner.

Det viser regnskabet fra Lundbeck, der fremstiller medicin til behandling af sygdomme i centralnervesystemet.

Blandt andet skizofrenimidlet Abilify Maintena og Northera, der bruges til behandling af svimmelhed til eksempelvis Parkinson-patienter, fremhæves for et godt salg.

– Jeg er meget tilfreds med resultaterne for de første ni måneder af det her uforudsigelige år, siger topchef Deborah Dunsir.

– Vores produkter har vist imponerende modstandsdygtighed og fortsætter med at klare sig godt på tværs af alle markeder, siger hun i en kommentar til regnskabet.

Lundbeck fortæller, at selskabet i første kvartal oplevede, at der blev hamstret ekstra medicin blandt kunderne.

Det billede vendte i andet kvartal, hvor der blev taget medicin fra lagrene. I tredje kvartal er situationen normaliseret.

Der er dog fortsat lidt negative effekter af coronaudbruddet, da psykiatere ser færre patienter end normalt.

Det betyder blandt andet, at der er færre nye patienter, som får udskrevet Lundbecks antidepressiv Brintellix.

Trods den samlede fremgang i salget i 2020 er Lundbecks overskud halveret til 1,2 milliarder kroner.

Det skyldes, at den danske koncern i forhold til sidste år har skruet voldsomt op for sine omkostninger i udviklingen af nye lægemidler.

Udgifterne til forskning og udvikling er det seneste år øget med 1,4 milliarder kroner.

Det gælder blandt andet til forsøg med migrænemidlet Vyepti, som kom på markedet tidligere i år.

Lundbeck er målt på omsætning blandt Danmarks 40 største virksomheder.

Selskabet er noteret på fondsbørsen i København. Her er selskabet at finde i C25-indekset, der består af de største og mest værdifulde virksomheder.

/ritzau/