Ledighedskøen er vokset med 3400 personer ved månedsskiftet

Køen af ledige er vokset med 3400 personer omkring månedsskiftet. Det viser en opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet.

Udviklingen dækker over, at cirka 7300 har meldt sig ledige, mens der på samme tid er i underkanten af 4000, som har afmeldt sig som ledige.

Hos fagforeningen Lederne vurderer cheføkonom Niklas Praefke, at ledigheden vil begynde at gå op de kommende måneder.

– Vi er kommet ind i en periode, hvor ledigheden plejer at bevæge sig sidelæns, før den hen over vintermånederne atter stiger. Det skyldes blandt andet nedgang i sæsonafhængige erhverv som landbrug, turisme og byggeri, siger han i en skriftlig kommentar.

Derudover peger han på, at de seneste restriktioner, der er indført i forhold til coronavirusset, kan koste job i servicesektoren. Det er for eksempel på restauranter og caféer.

Derudover har en lang række lande i Europa i øjeblikket indført skrappere restriktioner end i Danmark.

Blandt andet er der indført delvise nedlukninger i Tyskland og Frankrig. Hvis det får større effekt på økonomien, kan det ramme den danske, der er afhængig af eksport.

– Det kan give et nyt udenlandsk økonomisk tilbageslag og dermed også kan smitte af på dansk økonomi, skriver cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar.

Selv om ledigheden er steget omkring indgangen til november, er billedet mindre negativt, end da stod værst til i år.

Samlet er ledighedskøen vokset med 26.800 under coronakrisen – fra 9. marts og frem.

Da ledigheden under coronakrisen toppede i juni, havde coronakrisen ført til en stigning i ledighedskøen på 55.000 personer.

/ritzau/