Jyske Bank får bedste resultat i tre år efter hård 2020-start

Jyske Bank har fordoblet sit overskud i tredje kvartal, hvor banken lander det bedste resultat i tre år.

Jyske Bank kommer ud af kvartalet med et overskud på 696 millioner kroner. Det viser bankens regnskab, der er offentliggjort tirsdag morgen.

Det er blandt andet lavere omkostninger og en god udvikling på de finansielle markeder, som trækker op.

Samtidig er kundernes økonomi generelt set god, lyder det fra ordførende direktør Anders Dam.

– Efter et udfordrende første kvartal 2020 har Jyske Bank i de seneste to kvartaler præsteret det højeste resultat efter skat i mere end tre år, siger Anders Dam.

– Jyske Bank er derfor godt positioneret til at kunne håndtere mere udtalte konsekvenser af covid-19-udbruddet, siger han i en kommentar til regnskabet.

I de første ni måneder af 2020 er Jyske Banks overskud dog samlet set næsten halveret til 778 millioner kroner.

Det skyldes, at banken i starten af året måtte nedskrive omkring en milliard kroner til forventede tab fra coronakrisen.

Samme billede har man set i de øvrige store danske banker, der også har sat penge af til en forventet coronaregning.

Det kan for eksempel være til virksomheder, som går konkurs og derfor ikke kan betale deres gæld til bankerne.

/ritzau/