Færøsk bank ligger 50 millioner til side til coronatab

Banknordiks forretning er fortsat ikke for alvor blevet ramt af corona. Banken sætter dog millioner til side til eventuelle coronatab.

Det fremgår af bankens regnskab for tredje kvartal.

– På trods af at der i lyset af covid-19 har været tale om en udfordrende periode, har vi formået at sikre en bedre balance mellem omkostninger og indtjening.

– Pandemien har haft en begrænset effekt på vores finansielle resultater, og nedskrivningerne har været på et lavere niveau end forventet ved årets begyndelse, siger topchef Árni Ellefsen i en kommentar.

Derfor hæver banken det ledelsesmæssige skøn til at dække eventuelle tab med 15 millioner kroner. Dermed har banken nu i alt har sat 50 millioner af til coronatab.

Driftsomkostninger formåede banken at få 14 millioner kroner ned på et år fra 116 millioner i tredje kvartal 2019.

Det var fjerde kvartal i træk, at driftsudgifterne faldt, siden banken implementerede ændringer i organisationen i fjerde kvartal 2019. Her var de løbet op på 117 millioner kroner.

Indtjening før skat endte på 82 millioner kroner i tredje kvartal. Det var mere end de 50 millioner kroner, som banken tjente før skat i tredje kvartal 2019.

Alligevel mener direktøren, at der fortsat hersker usikkerhed om coronavirusset og dets påvirkning af bankens fremtidige forretning.

Banknordik, der også sælger forsikringer i Færøerne, kan dog ikke se sig helt fri for at have været påvirket af virusset i år.

I årets første ni måneder har banken tjent fem millioner kroner færre på forsikringsindtægter, end den gjorde i samme periode året forinden.

Det skyldes blandt andet aflyste rejser på grund af corona.

Det ser dog ikke ud til at gøre det store ved forretningen. Banken oppræciserer sine forventninger til årets indtjening.

Den forventer nu en indtjening for året på 140-160 millioner kroner mod tidligere 120-160 millioner kroner.

/ritzau/