Nets forhandler om fusion med italiensk konkurrent

Den danske betalingskoncern Nets og italienske Nexi forhandler om en fusion.

Det oplyser Nexi i en meddelelse. Selskaberne har nu ti dage til at forhandle.

Flere medier – herunder nyhedsbureauet Reuters – har for nylig skrevet, at en handel mellem de to selskaber var under opsejling.

Nets blev så sent som i 2017 solgt i en stor handel, da kapitalfonden Hellman & Friedman købte og afnoterede selskabet fra fondsbørsen i København.

Siden har Nets gennemført en række fusioner – herunder med tyske Concardis – og solgt dele af sine aktiviteter til amerikanske Mastercard – blandt andet Betalingsservice.

I 2017 lød prisen på 33 milliarder kroner for Nets, men ifølge Reuters er værdien af Nets næsten fordoblet siden da.

Der vil dog ikke blive tale om en handel, hvor Nexi skal have kontanter op af lommen.

I stedet er der lagt op til en model, hvor Nets bliver opslugt af Nexi, og Nets’ nuværende ejere får aktier i det sammensmeltede selskab.

Nets udbyder betalingsløsninger og står i Danmark blandt andet bag Dankortet og driften af NemID. Nets har aktiviteter i 20 lande i Europa og 4100 ansatte.

For Nexi vil en eventuel fusion med Nets være den anden store handel på kort tid for det italienske selskab.

For bare en måned siden annoncerede Nexi et opkøb af det italienske betalingsselskab SIA.

Nexi har omtrent 3000 ansatte, mens SIA har i omegnen af 3500.

/ritzau/