Stor omsætningsstigning til Amazon i tredje kvartal

Coronakrisen har fået stadig flere verden over til at handle online, og det kan ses i omsætningen hos e-handelsvirksomheden Amazon.

Internetgigantens omsætning er steget med 37 procent i tredje kvartal sammenlignet med den samme periode sidste år.

Det viser kvartalsregnskabet, der er blevet offentliggjort torsdag aften dansk tid.

Omsætningen fra juli til september er således steget til 96 milliarder dollar (613 milliarder danske kroner) sammenlignet med 69 milliarder dollar sidste år.

Amazon har dermed overgået forventninger for tredje kvartal, hvor analytikere havde ventet en omsætning på 92 milliarder dollar.

Også forventningen til omsætningen i det kommende fjerde kvartal får et nøk opad. Amazon venter, at omsætningen de kommende måneder lægger sig mellem 112 og 121 milliarder dollar.

– Vi ser flere kunder, der køber tidligt ind til feriesæsonens gaver, end nogensinde før, og det er et af tegnene på, at det bliver en feriesæson uden sidestykke, siger Amazons topchef, Jeff Bezos, i regnskabet.

Alligevel falder Amazons aktie med 1,4 procent i torsdagens eftermarked. Det skyldes, at forventningerne til Amazons driftsindtjening de kommende måneder skuffer analytikerne.

Siden coronapandemien brød ud i foråret har flere og flere kunder verden over købt alt fra dagligvarer til medicin online.

Mens andre virksomheder har hjemsendt og fyret medarbejdere i stor stil, er Amazons medarbejderstab vokset med mere end 50 procent det seneste år.

Ved udgangen af tredje kvartal har Amazon for første gang i sine 26 år flere end en million ansatte.

Samtidig har Amazon dog også mødt politisk modstand. Blandt andet fordi over 19.000 Amazon-ansatte er blevet smittet med coronavirus.

Amazon har besvaret kritikken ved at åbne testcentre på 650 af virksomhedens arbejdspladser, hvor i alt 50.000 ansatte kan blive testet om dagen.

/ritzau/Reuters