Større salg af spil til Playstation øger Sonys overskud

Den japanske elektronikgigant Sony har de seneste måneder tjent godt på salg af spil til sin Playstation-konsol.

Det har været med til at løfte den samlede driftsindtjening i perioden fra juli til september. Det viser seneste kvartalsregnskab fra Sony.

Driftsindtjeningen – det vil sige indtjeningen før renter og skat – er vokset med 14 procent fra samme periode sidste år til 19,3 milliarder kroner i år.

I regnskabet fremhæver Sony blandt andet den del af forretningen, der har at gøre med spil og netværksløsninger til Playstation.

Alene i denne forretning er driftsindtjeningen vokset med 61 procent fra i fjor til 6,4 milliarder kroner i år.

Baggrunden for den større indtjening i spilforretningen er et øget salg af spil, som udelukkede er blevet solgt til Sonys Playstation-konsol.

Derudover har Sony også oplevet en større efterspørgsel efter et særligt tilbud, som giver ejere af en Playstation mulighed for at betale et beløb for en periode og til gengæld få adgang til gratis spil. Tilbuddet hedder Playstation Plus.

/ritzau/