Barnebarn til stifteren af Grundfos er ansat som ny topchef

Den danske pumpevirksomhed Grundfos har udpeget Poul Due Jensen som sin nye administrerende direktør.

Det oplyser Grundfos i en pressemeddelelse.

Udnævnelsen af Poul Due Jensen sker, efter at Mads Nipper tidligere i år valgte at forlade topchefposten for i stedet at starte hos energikoncernen Ørsted.

Poul Due Jensen har siden 2015 været en del af den øverste ledelse i Grundfos. Han er desuden barnebarn til Grundfos-stifteren af samme navn.

/ritzau/