Besparelser er med til at sikre større overskud i Falck

For at tilpasse sig et lavere aktivitetsniveau på grund af coronakrisen har Falck tidligere været nødt til at sige farvel til flere medarbejdere.

Det har sammen med en række andre besparelsestiltag givet redningsselskabet en bedre indtjening end tidligere. Det viser regnskabet for tredje kvartal.

Fra juli til september har Falck haft et driftsoverskud før særlige poster på 193 millioner kroner. Det er 12 procent højere end samme kvartal sidste år.

Med til at hive overskuddet op har været afskedigelsen af de cirka 450 ansatte, som Falck tog afsked med i andet kvartal.

Siden har der ikke været behov for yderligere afskedigelser blandt de omkring 30.000 medarbejdere i Falck. Det fortæller Jakob Riis, administrerende direktør i Falck.

– 2020 har været et år med betydelige udfordringer.

– Men på grund af tiltag, som vi gennemførte allerede i andet kvartal, er vi nu i en stabil finansiel position, hvor vi leverer solide resultater både finansielt og operationelt, siger Jakob Riis.

Mens besparelser har været med til at give Falck et større overskud, så har der ikke været et positivt bidrag fra omsætningen.

Den er fra tredje kvartal sidste år til samme kvartal i år faldet med 14 procent til 2,9 milliarder kroner.

Med til at give en lavere omsætning har blandt andet været tabte kontrakter og kontrakter, der ikke er forlænget.

/ritzau/