Nordea leverer milliardfremgang efter coronaramt 2020

Efter et par hårde kvartaler præget af store milliardnedskrivninger under coronakrisen leverer storbanken Nordea markant fremgang i tredje kvartal.

Nordea kommer ud af kvartalet med et overskud på 6,2 milliarder kroner. Det viser Nordeas regnskab, der er offentliggjort fredag morgen.

Det er markant højere end de to foregående kvartaler i 2020, der har været påvirket af coronakrisen og medført nedskrivninger på mere end seks milliarder kroner.

Nedskrivninger er penge, banken ikke længere forventer at få tilbage. Det kan dermed betragtes som tab.

I tredje kvartal har Nordea ikke haft nogen yderligere nedskrivninger, og det trækker resultatet op.

I forhold til samme periode sidste år er resultatet markant forbedret, da tredje kvartal 2019 viste et minus på 2,5 milliarder kroner.

Den markante forbedring skal ses i lyset af, at regnskabet for tredje kvartal sidste år var præget af store nedskrivninger på it-systemer og lån.

/ritzau/