Coronakrisen har kostet Topdanmark over 300 millioner

Coronaudbruddet har kostet Topdanmark omkring 327 millioner kroner i årets første ni måneder.

Det viser regnskabet fra Topdanmark, der er Danmarks næststørste forsikringsselskab efter Tryg.

Udbruddet har blandt andet betydet, at der har været negativt afkast på Topdanmarks investeringer.

Til gengæld har Topdanmark skullet betale færre erstatninger på rejseforsikringer og bilforsikringer.

Det skal blandt andet ses i lyset af, at der er blevet rejst markant mindre i løbet af 2020, og at flere arbejder hjemme.

Topdanmark har i årets første ni måneder haft et overskud på 553 millioner kroner, hvilket er en halvering fra sidste år.

Og her vurderes 327 millioner kroner af tilbagegangen at kunne henføres til coronakrisen.

Topdanmark fortæller, at det i løbet af året har haft flere rør- og svampeskader. Det kædes sammen med, at husejere har haft travlt med renoveringer, mens de har gået hjemme under coronaudbruddet.

Trods den store millionregning fra corona har udviklingen været bedre end forventet de seneste måneder – blandt andet som følge af kundetilgang.

– Vi har i hele 2020 indtil nu set en solid vækst i vores kundetilgang. Det gælder navnlig kunder inden for landbrug og erhverv, siger topchef Peter Hermann i en skriftlig kommentar til regnskabet.

Han fremhæver desuden en ny samarbejdsaftale med Nordea, som i sig selv har sikret 74.000 nye kunder.

Derfor opjusterer Topdanmark sine forventninger til overskuddet i 2020.

Selskabet venter et overskud på 750-850 millioner kroner. Tidligere var forventningen 550-750 millioner kroner.

Inden coronakrisen var forventningen et overskud på 950-1050 millioner kroner.

/ritzau/