Færre kunder på caféer og restauranter koster Coca-Cola penge

Udbruddet af coronavirus og de medfølgende restriktioner kan mærkes økonomisk hos Coca-Cola, da der bliver drukket mindre uden for hjemmet.

Det viser regnskabet for tredje kvartal fra den amerikanske læskedrikgigant.

Coca-Cola skriver i regnskabet, at det især har mistet indtægter til salg til restauranter og caféer.

Til gengæld har der været bedre salg af drikkevarer, der bliver drukket derhjemme, men det har ikke været nok til at dæmme op for tilbagegangen i den anden kategori.

Samlet er Coca-Colas indtægter faldet med ni procent til knap 55 milliarder kroner i tredje kvartal, der dækker perioden juli, august og september.

Samtidig er overskuddet faldet med en tredjedel til 11 milliarder kroner.

Coca-Cola bemærker i regnskabet, at udviklingen i tredje kvartal er forbedret sammenlignet med andet kvartal.

Coca-Colas forretningsmodel er skruet sådan sammen, at opgaven med at brygge og tappe er lagt ud til lokale bryggerier.

I stedet tjener Coca-Cola penge på at sælge koncentrat og få procenter af salget, men slipper så for at have udgifter til produktion, distribution og salg. I Danmark har Coca-Cola et partnerskab med Carlsberg.

Derfor er salgstallene i regnskabet ikke et udtryk for det samlede beløb, der er solgt drikkevarer for.

/ritzau/