Danske Bank finder fejl i tusindvis af kundesager

Danske Bank har fundet en række fejl i kundesager, som kan have resulteret i tab for bankens kunder.

Det oplyser banken.

Blandt andet har 3000 kunder – primært erhvervskunder – ikke modtaget aftalte rabatter på valutahandler.

Danske Bank nævner desuden, at 5500 danske kunder har fået en utilstrækkelig service i bankens rådgivning i forhold til udbytteskat. Det har betydet, at udbetaling af refusioner har været betydeligt forsinkede.

Samtidig har en gruppe kunder i Norden oplevet, at en aftalt strategi for deres investeringer ikke er blevet fulgt. Det kan have haft konsekvenser for afkastet.

Derudover har 27.000 bankkunder i Norden og Luxembourg have fået en forkert opgørelse af tab og gevinster på aktiehandler i deres netbank eller mobilbank.

De har dog fået de rigtige beløb udbetalt, så de har ikke lidt et økonomisk tab. Men opgørelsen har været forkert på grund af fejl i et underliggende it-system.

Danske Bank har i forvejen været hvirvlet ind i en sag om forkert opkrævning i tusindvis af gældssager, der har betydet, at kunder over en årrække har betalt for mange penge.

Den sag har udløst fire påbud fra Finanstilsynet.

/ritzau/