Brugere strømmer til Snapchat under coronapandemien

Millioner af mennesker er under coronapandemien strømmet til det sociale medie Snapchat, hvor venner og familie kan chatte og sende korte videobeskeder til hinanden.

Regnskabet for tredje kvartal, som løber frem til 30. september, viser således stor fremgang i antallet af daglige aktive brugere. Det er nu oppe på 249 millioner globalt.

Det er en stigning på 18 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Samtidig er det fem millioner flere end forventet.

Aktiekursen reagerede ved at tage et stort spring i vejret på 23 procent efter offentliggørelsen af regnskabet.

Brugertallet bliver fulgt tæt af analytikere og investorer, da det har stor betydning for annoncører.

Netop salget af reklamer på applikationen var i tredje kvartal med til at drive omsætningen op på 679 millioner dollar. Det svarer til knap 4,3 milliarder kroner. Også det var højere end forventningerne.

Snapchat har forsøgt at positionere sig selv som et sikkert sted for annoncører.

Imens har konkurrenter på annoncemarkedet som Facebook og TikTok kæmpet med forskellige sager i USA.

Facebook blev udsat for boykot fra over 1000 forskellige annoncører for ikke at gøre nok ved hadefulde budskaber på platformen.

Imens stod TikTok over for et muligt forbud i USA på grund af mistanke om sikkerhedsrisici og forbindelser til den kinesiske regering.

Det gav Snapchat en åbning i markedet, forklarer Jeremi Gorman, ledende forretningschef i selskabet bag appen, Snap Inc.

Med til Snapchats fremgang hører også “unikke reklamemuligheder inden for augmented reality (computergenerede billeder lagt oven på virkelige billeder, red.)”. Det mener Debra Aho Williamson, som er analytiker ved firmaet eMarketer.

Uden for USA har selskabet indgået samarbejder med flere lokale teleselskaber, hvilket har bidraget til væksten, mener selskabet selv. Også særlige lokale fotofiltre har vist sig populære, lyder det.

/ritzau/Reuters