Mærsk-familiens pengetank kaprer Ørsted-topchef

Den nuværende topchef i Ørsted, Henrik Poulsen, skal fra 1. februar være seniorrådgiver og hjælpe til med investeringer for A.P. Møller Holding.

Selskabet er Mærsk-familiens holdingselskab, der har ejerandele i flere store danske selskaber.

Kronjuvelen er den kontrollerende ejerandel i A.P. Møller Mærsk-koncernen. Derudover ejer holdingselskabet også dele af selskaber, der er blevet skilt ud af Mærsk-koncernen såsom Maersk Drilling.

Derudover har holdingselskabet en betragtelig ejerandel af Danske Bank.

Her spillede Mærsk-familien en aktiv rolle i at udskifte bestyrelsesformand Ole Andersen i 2018 som følge af sagen om formodet hvidvask gennem bankens estiske filial.

Henrik Poulsen har tidligere i år annonceret, at han forlader sin post som topchef i energiselskabet Ørsted. Her bliver han afløst af Mads Nipper, der kommer fra Grundfos.

Her stopper Henrik Poulsen 31. januar.

Posten som seniorrådgiver er ikke en fuldtidsstilling, og det derfor muligt, at Henrik Poulsen kan have andre poster – såsom bestyrelsesposter – ved siden af.

Henrik Poulsen er i dag eksempelvis næstformand i bestyrelsen hos servicevirksomheden ISS.

Ifølge en pressemeddelelse om hans skift til A.P. Møller Holding bliver hans arbejdsopgave blandt andet at rådgive holdingselskabet om investeringer.

– Det overordnede formål er at understøtte A.P. Møller Holdings arbejde med at forny A.P. Møller Gruppen ved at opkøbe og udvikle etablerede virksomheder, der både repræsenterer langsigtet vækst og bidrager positivt til samfundet, lyder det i meddelelsen.

/ritzau/