Dansk firma er politianmeldt for levering til borgerkrig

Det danske firma Terma, der blandt andet producerer forsvarsudstyr, er blevet politianmeldt for at have leveret udstyr til borgerkrigen i Yemen.

Det skriver TV2.

Anmeldelsen kommer på baggrund af en undersøgelse fra Erhvervsstyrelsen, som efter afsløringer fra TV2 og Danwatch har undersøgt sagen om Terma.

Sagens udgangspunkt er, at Udenrigsministeriet i 2018 på grund af situationen i Yemen begyndte at blokere for al eksport af militært udstyr til brug i krigen i Yemen.

Men trods forbuddet har Terma efterfølgende leveret services og reservedele til udstyr, der blev brugt i krigen.

– Erhvervsstyrelsen kan bekræfte, at styrelsen har afsluttet undersøgelsen af Termas mulige eksporter af dual-use udstyr til Saudi-Arabien, Yemen og De Forenede Arabiske Emirater.

– Erhvervsstyrelsen har – på den baggrund – overdraget sagen til politiet med henblik på nærmere efterforskning, oplyser Erhvervsstyrelsen ifølge TV2 i en udtalelse.

Styrelsen har ikke yderligere kommentarer til sagen.

Strafferammen for brud på reglerne om eksportkontrol omfatter bøder og fængsel i op til to år.

I særligt grove tilfælde, hvor “der er tale om skærpende omstændigheder, kan der straffes med fængsel indtil 8 år”. Det fremgår af Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

/ritzau/