Dyrere cigaretter er med til at hive inflationen lidt op

Efter at cigaretafgiften blev hævet tidligere i år, er det blevet dyrere at købe en pakke cigaretter.

De højere cigaretpriser har i september bidraget til en inflation, der både ligger højere end måneden før og end samme måned sidste år.

Konkret er inflationen endt på 0,6 procent i september. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik. Det er lidt højere end i august, hvor den årlige stigning lød på 0,5 procent.

Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid. Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge. Men man vil gerne have en lille, stabil inflation i økonomien, fordi det holder gang i forbruget.

Selv om inflationen er steget en smule fra august til september, så er inflationen i Danmark fortsat lav, vurderer flere økonomer. En af dem er Kristian Skriver, seniorøkonom i interesseorganisationen Dansk Erhverv.

– Det største bidrag til den lave inflation er prisfald på benzin og diesel.

– Dertil har hotellerne i et forsøg på at holde på kunderne sænket priserne, hvilket også er med til at holde inflationen i den lave ende.

– I den anden ende trækker de nye tobaksafgifter priserne på cigaretter op og giver det største bidrag til højere priser herhjemme, siger Kristian Skriver i en skriftlig kommentar.

/ritzau/