Ejere frygter interessekonflikt: Formand stopper hos Ambu

Lars Rasmussen har besluttet ikke at genopstille som bestyrelsesformand for den danske koncern Ambu, der producerer udstyr til hospitaler.

Årsagen skal findes i en mulig interessekonflikt. Det oplyser Ambu i en meddelelse til fondsbørsen.

Lars Rasmussen er også bestyrelsesformand for danske Coloplast.

Nogle af Ambus ejere mener, at der er opstået en mulig interessekonflikt, fordi Coloplast for nylig har meldt ud, at det overvejer at gå ind på et nyt forretningsområde, som potentielt kan konkurrere med Ambu.

Konkret er der tale om et produkt inden for cystoskopi – kikkertundersøgelser af blæren og urinrøret.

– Jeg har besluttet ikke at genopstille som formand for bestyrelsen i Ambu for at sikre, at jeg og ledelsen anvender de højeste standard for god selskabsledelse, siger Lars Rasmussen.

Lars Rasmussen har været medlem af bestyrelsen i Ambu siden 2015, men har kun været formand i ti måneder.

Han stopper i forbindelse med Ambus generalforsamling i december.

/ritzau/