Coronakrisen skærer stor luns af Bestsellers overskud

Coronakrisen har kostet penge for den danske modekoncern Bestseller, der ejer en lang række modeselskaber.

I det seneste regnskabsår, der løb til slutningen af august, er resultatet før skat faldet med hele 72 procent til 776 millioner kroner. Det skriver Børsen.

Baggrunden for resultatet, der er det laveste i mange år, er særligt et faldende salg. Bestsellers samlede omsætning er således faldet med syv procent til 24,1 milliarder kroner.

Bestseller er kendt for at stå bag tøjmærker som Jack & Jones, Selected, Pieces og Vero Moda.

Salget af disse mærker har især været ramt af de mange butikslukninger, som udbruddet af coronavirus tidligere i år førte med sig.

– Med årets resultat befinder vi os langt fra, hvor vi skulle have været under normale omstændigheder, siger Anders Holch Povlsen, ejer og administrerende direktør i Bestseller, til Børsen.

– Set i lyset af den aktuelle verdenssituation og de massive udfordringer, samfundet og vi som virksomhed har stået overfor, kan vi dog kun være stolte af og tilfredse med at kunne vise et overskud, tilføjer han.

/ritzau/