Salg til føde- og drikkevarer løfter Chr. Hansen under corona

Mens coronakrisen har givet mindre appetit på visse produkter, så er der stadig produkter, som folk har svært ved at undvære.

Det har den danske ingrediensvirksomhed Chr. Hansen nydt godt af i løbet af sit seneste regnskabsår.

Det viser det offentliggjorte årsregnskab, der løb frem til udgangen af august.

Selskabet, der er en stor producent af bakterier, kulturer og enzymer til mejeriprodukter og føde- og drikkevarer, har løftet sit salg med tre procent til 7,2 milliarder kroner.

Fremgangen stammer blandt andet fra den største forretning, Food Cultures & Enzymes. Her er salget alene vokset med to procent til 5,2 milliarder kroner.

Ifølge Mauricio Graber, administrerende direktør i Chr. Hansen, har det senest afsluttede regnskabsår været et “definerende og ekstremt begivenhedsrigt” år for virksomheden.

Foruden opkøbet af tre selskaber har Chr. Hansen også frasolgt sin forretning Natural Colors, der fremstiller naturlige farver til fødevarebranchen. Det er især til is, mejeriprodukter, frugtblandinger, drikkevarer og færdigretter.

– Oveni alt dette har alle været nødt til at klare sig igennem en pandemi, der har medført unikke udfordringer, siger Mauricio Graber i en kommentar.

For det nye regnskabsår venter Chr. Hansen at opnå en såkaldt organisk vækst på mellem fem og otte procent. Til sammenligning endte væksten i det seneste regnskabsår på seks år.

Organisk vækst henviser til salgsvæksten fratrukket opkøb og valutaeffekter.

Mauricio Graber kalder selv forventningerne til det nye år for forsigtige på grund af den usikkerhed, som coronakrisen stadig er årsag til.

Han fortæller også, at året kommer til at handle om at integrere de opkøbte selskaber og lave fremskridt i den langsigtede strategiplan.

/ritzau/