Hvert tredje hjem bruger kloge køleskabe og robotstøvsugere

I flere og flere danske hjem er køleskabene begyndt at kunne kommunikere, mens støvsugerne selv kører rundt og klarer rengøringen.

De kommunikerende køleskabe og de selvkørende støvsugere er eksempler på det, der kaldes “smart home”-produkter. Og de bliver brugt i stigende grad i de danske hjem.

En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at 1,5 millioner borgere i 2020 anvender “smart home”-produkter. Det svarer til cirka hver tredje person eller 36 procent af de 16-74-årige.

Det er en stigning i forhold til sidste år, hvor 23 procent dengang svarede ja til, at de brugte produkterne.

– Stigningen indikerer, at “smarte” elpærer, alarmsystemer, termostater, stemmestyrede personlige “assistenter”, musikafspillere og badevægte, som alle er eksempler på forskellige “smart home”-produkter, vinder frem i danske hjem, skriver Danmarks Statistik i undersøgelsen.

En af bevæggrundene for at anskaffe sig et “smart home”-produkt kan være, at det kan hjælpe brugeren med at sænke energiforbruget.

Det sker ved, at produktet selv opsamler information om energiforbruget, som det så kan gøre forbrugeren opmærksom på.

På grund af den sommetider konstante overvågning er der dog også brugere, der fravælger at benytte et “smart home”-produkt i hjemmet.

Som årsag til fravalget svarer 21 procent, at de er bekymrede for privatlivets fred og beskyttelsen af personlige data.

Derudover svarer 18 procent, at de er bekymrede for, at udstyret eller systemet vil blive hacket.

/ritzau/