Bjarke Ingels skal hjælpe med at bygge huse af støv på Månen

Den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, har en ambition om at vende tilbage til Månen inden 2024.

Og denne gang skal der bygges huse, så det bliver muligt at blive boende.

Derfor har Nasa allieret sig med blandt andet den danske arkitektgruppe Bjarke Ingels Group (BIG), som får en central rolle i gøre huse på Månen beboelige.

– Vores projekt går ud på at etablere en rumbase på overfladen af Månen, siger Jakob Lange, partner i BIG.

– BIG er blevet ansat til at kigge på, hvordan den her arkitektur skal se ud. Der er en masse forhold omkring det at bygge på Månen – alt fra lav tyngdekraft til stråling fra rummet – som har indvirkning på arkitekturen.

For at nå i mål skal den danske arkitektgruppe arbejde tæt sammen selskabet Icon, som har udviklet en særlig 3D-printteknologi til etableringen af basen.

Teknologien gør det muligt at bruge materiale på Månen til bebyggelse, fordi det ellers bliver en alt for dyr fornøjelse.

– Hvis man skal bygge en større bebyggelse, skal man jo bruge en masse materiale. Det ville koste mange, mange milliarder af dollar at flyve det fra Jorden og lande det på Månen i sikkerhed.

– I stedet er planen at udnytte de materialer, der er frit tilgængelige på Månens overflade, altså månestøv, til at 3D-printe de her bygninger, siger Jakob Lange.

/ritzau/