Endnu lidt af toppen tages af historisk fald i dansk økonomi

Den danske økonomi skrumpede 6,8 procent i andet kvartal fra første kvartal. Det viser reviderede tal fra Danmarks Statistik.

Faldet er dermed mindre, end indikatorer pegede på i august. I midten af august blev spået et fald i Danmarks bnp på 7,4 procent.

Det blev siden ændret til et ventet fald på 6,9 procent, men der er altså igen skåret yderligere af toppen.

BNP er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det.

Trods ændringerne faldet det største i de 30 år, statistikken går tilbage. Det siger Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank.

– Dagens tal bekræfter altså endnu engang, hvor gigantisk og historisk tilbageslaget var til dansk økonomi i andet kvartal, skriver han i en kommentar.

Han fremhæver dog, at vi er kommet bedre igennem april, maj og juni end lande som Tyskland og USA, vi normalt sammenligner os med.

– Selvom det er nemt at forfalde til en historie om, at Danmark klarer sig bedre end vores naboer, ser vi ingen grund til jubel.

– De historiske tilbageslag, som vi også har set i udlandet, betyder blot, at den danske eksport går ind i en svær tid, lyder det dog fra økonomen.

/ritzau/