En million har søgt om feriepenge – 20 milliarder på vej

Der er stor interesse blandt danskerne for at få udbetalt de indefrosne feriepenge.

De første 24 timer, hvor man har kunnet søge om at få pengene udbetalt, har en million danskere søgt.

Over 20 milliarder kroner er sendt til udbetaling, oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Hvis alle lønmodtagere vælger at få pengene ud, kan i alt op mod 60 milliarder kroner blive udbetalt.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) glæder sig over, at så mange har bestilt pengene.

– Jeg tror og håber, at mange danskere vil bruge en del af pengene på forbrug, så der kommer mere gang i omsætningen rundt omkring i landets virksomheder.

– Der er et stort behov for, at de får mere at lave i denne svære tid, siger han i meddelelsen.

Det er på hjemmesiden borger.dk, at man kan bestille pengene. Tirsdag var der dog lang kø på hjemmesiden, hvor tusindvis ville anmode om pengene.

Onsdag er der ikke kø, og pengene kan bestilles uden ventetid.

Feriepengene blev oprindelig indefrosset, da en ny ferielov blev indført, og de skulle egentlig opbevares, til folk gik på pension.

Der blev låst fem ugers feriepenge, og det er altså tre af ugerne, som kan udbetales nu.

Folketinget har besluttet at udbetale penge for at sparke gang i forbruget under coronakrisen.

Peter Hummelgaard (S) appellerer til, at man bruger en del af feriepengene for at hjælpe de danske virksomheder.

– Jeg og regeringen skal ikke diktere, hvad danskerne skal bruge deres penge på. Men for at missionen skal lykkes, er det vigtigt, at pengene kommer i omløb, siger han i meddelelsen.

Man vil kunne bestille pengene frem til 1. december. Hvis man ikke har gjort det, vil man først få pengene, når man går på pension.

Hvorvidt også de sidste to ferieuger skal udbetales, skal der forhandles om på et senere tidspunkt. Det tegner sig dog allerede et politisk flertal.

/ritzau/