Nu er tre ugers feriepenge klar til at blive udbetalt

Allerede fra tirsdag kan man gå ind og bestille tre ugers indefrosne feriepenge.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Et politisk flertal på Christiansborg blev tidligere på året enige om, at dele af de indefrosne midler kan frigives for at sætte gang i økonomien.

– Det er godt, at pengene nu kan begynde at komme ud og arbejde. Det er der behov for.

– Vi ved, at mange virksomheder har svært ved at få økonomien til at løbe rundt på grund af coronakrisen, og en saltvandsindsprøjtning kan være med til at få gang i hjulene og dermed redde arbejdspladser, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Pengene vil blive udbetalt op til syv hverdage efter og beskattes som almindelig indkomst.

Man kan bestille pengene til udbetaling frem til 1. december.

– Det er frivilligt, om man som lønmodtager vil have feriepengene udbetalt, men jeg er overbevist om, at mange danskere vil hæve dem og bruge flere penge – gerne i danske virksomheder – til gavn for hele økonomien og dermed også arbejdsmarkedet, siger Peter Hummelgaard.

Ifølge ministeren drejer det sig om op mod 60 milliarder kroner, der kan komme til udbetaling.

Pengene kan søges udbetalt af godt tre millioner danskere.

Om og i så fald hvornår de sidste to ugers feriepenge skal udbetales er endnu ikke aftalt, men det skal partierne bag aftalen ifølge ministeren vende senere på efteråret.

De udbetalte feriepenge bliver ifølge ministeriet ikke modregnet i forsørgelsesydelser og kommer heller ikke til at påvirke muligheden for at blive berettiget til en offentlig ydelse.

Privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm mener, at den model, der er lavet for udbetaling af pengene, er lettilgængelig.

Man skal betragte pengene som en del af sin pensionsopsparing og vurdere, om man har behovet for at få dem ud nu, eller om man kan vente, siger hun.

– Det første spørgsmål, man skal stille sig selv, er: Har jeg brug for mere pensionsopsparing, eller er pengene bedre givet ud ved at blive brugt nu.

– For nogle kan der være god fornuft i at bruge pengene nu og for eksempel afdrage på dyr gæld med høje renter, siger hun.

Man kan anmode om udbetaling af de indefrosne feriepenge via hjemmesiden borger.dk, hvor man logger på med sit NemID.

Kort før klokken 10 tirsdag formiddag har over 280.000 været i kø på Borger.dk for at bestille en udbetaling af feriepengene. Det giver ventetid omkring klokken 10 på over en time.

/ritzau/