Rejsebureauer trætte af at vente på SAS – kan ende i retten

SAS har fortsat ikke betalt pengene tilbage for de rejser, der er blevet aflyst på grund af corona.

Det går ondt på de rejsebureauer, som har købt flybilletter til deres kunder gennem SAS, da mange har kompenseret kunderne.

De har dermed store beløb ude at flyve, fortæller Lars Thykier, der er formand for Danmarks Rejsebureau Forening.

Han forventer, at der snart vil blive indledt sager ved domstolene mod SAS.

– Jeg kan ikke forestille mig andet. Jeg tror ikke, bureauerne kan blive ved med at vente på at få de penge.

– Hvis de skal vente adskillige måneder – måske halve år – på at få de penge tilbage, de har gode, kunne jeg godt forestille mig, at en del af kravene ender i fogedretten, siger han.

Hos foreningen, der blandt andet tæller FDM Travel og Kilroy, har man ikke et overblik over, hvor meget SAS skylder medlemmerne.

– Men når jeg ringer rundt, må jeg konstatere, at de har store beløb til gode – for nogles vedkommende over en millioner kroner.

– Det er mange penge i en trang branch. Så jeg gætter på, der er mange millioner i spil her, siger Lars Thykier.

/ritzau/