Efter otte coronamåneders pause flyver SAS igen til Kina

Der er gået tæt på otte måneder, siden SAS 31. januar stoppede med at flyve direkte til og fra Kina.

Flyvningerne blev suspenderet på grund af udbruddet af coronavirus, men fra 29. september flyves der igen direkte til Shanghai.

Det oplyser SAS i en meddelelse, efter at flyselskabet har fået grønt lys fra de kinesiske myndigheder.

– SAS vil med genåbningen af ruten imødekomme den efterspørgsel, der er for erhvervsrejser og transport af varer mellem Skandinavien og Kina, lyder det.

Kunderne må dog endnu vente lidt på at kunne flyve direkte til Beijing. Ruten planlægges genåbnet i slutningen af oktober. Her mangler dog endnu en godkendelse fra myndighederne.

Siden de første virustilfælde blev registreret i Kina tidligere på året, har det udviklet sig til en pandemi.

Derfor er der blevet indført lokale restriktioner og grænselukninger flere steder i verden, hvilket er gået særdeles hårdt ud over SAS og resten af luftfartsindustrien, der i en periode har måttet holde flyene på jorden.

Det har givet store tab til selskaberne, og derfor har flere lande besluttet at sprøjte milliarder ind i nationale flyselskaber.

For få dage siden stemte SAS’ aktionærer ja til en redningsplan, der skal sikre milliarder i kassen hos luftfartsselskabet.

Den skal tilføre SAS omkring 8,5 milliarder kroner, hvor Danmark og den svenske stat bidrager med langt størstedelen.

Der åbnes dog stille og roligt op for flere ruter, og SAS flyver nu til 75 destinationer igen. Inden coronapandemien brød ud, fløj SAS til omkring 125 destinationer fra København, Oslo og Stockholm
Flyselskabet må dog fortsat tage til takke med væsentligt lavere passagertal end sidste år. I august fløj der 74 procent færre passagerer med SAS end den samme måned året før.

Og sådan kan billedet se ud en rum tid endnu. Først i 2022 venter SAS, at efterspørgslen vil nå et mere normalt niveau, lød det i det seneste regnskab.

/ritzau/