Velux lukker dansk fabrik – 130 job er berørt

Vinduesproducenten Velux lukker sin fabrik i Skærbæk i Sønderjylland, hvor der er 130 ansatte.

Det oplyser Velux i en pressemeddelelse. Fabrikken fremstiller trækomponenter, men det skal i fremtiden gøres på andre af Velux’ fabrikker.

– Det er svære overvejelser, men da vi har overkapacitet på trækomponenter, er vi nødt til at tilpasse vores produktion for hele tiden at være konkurrencedygtige, siger pressechef Jens Bekke.

Fabrikken, som Velux lukker, hedder Skærbæk Bygningsindustri.

Den er i dag underleverandør til andre Velux-fabrikker, som ikke kører på fuld skrue i øjeblikket og derfor fremover selv vil kunne producere de trækomponenter til de ovenlysvinduer, som Velux er kendt for.

Velux vil nu gå i dialog med medarbejderrepræsentanter, som skal være afsluttet om tre uger. Fabrikken i Skærbæk forventes at lukke i løbet af foråret.

Velux forventer, at nogle af de ansatte kan få job andre steder i koncernen.

Velux har omkring 2300 ansatte i Danmark, og der er i fabrikker i Skjern, Thyregod, Brædstrup og Østbirk. Hovedsædet er i Hørsholm.

På verdensplan har Velux 11.500 ansatte. Der er produktion i ti lande og salgsafdelinger i 40.

/ritzau/