SAS-aktionærer stemmer for milliardstor redningsplan

Aktionærerne i SAS har tirsdag stemt ja til den redningsplan for luftfartsselskabet, som er blevet forhandlet på plads mellem selskabets ledelse og de største ejere.

Dermed kan planen, der skal skaffe penge til trængte SAS, føres ud i livet. Det oplyser SAS i en meddelelse.

SAS er som resten af luftfartsbranchen blevet ramt hårdt af de restriktioner på rejser, som er blevet indført i forbindelse med udbruddet af coronavirus.

Planen indeholder en udvidelse af den nuværende mængde af aktier, som skal sikre milliarder i SAS’ kasse.

Ud over nye aktier, der skal sættes til salg, indeholder redningsplanen også et milliardlån fra den danske og svenske stat til SAS.

Hos Sydbank vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen, der følger luftbranchen tæt, at SAS nu er endegyldigt reddet.

Det kommer ikke som en overraskelse, at aktionærerne har stemt for, da alternativet havde været en konkurs.

– Det er et vigtigt, men ikke uventet skridt. Der er ingen tvivl om, at den her redningsplan er alfa og omega for overlevelsen i SAS, fordi man i øjeblikket står med så store tab på grund af manglende passagerer, siger Jacob Pedersen.

For aktionærerne betyder redningsplanen, at deres aktier bliver udvandet, fordi der bliver sat en masse nye til salg.

Jacob Pedersen vurderer, at SAS med aktionærernes velsignelse kan holde sig flyvende det næste halvandet år.

– Men rigtig meget kommer til at afhænge af, hvornår passagererne kommer tilbage.

– Hvis det nuværende bedrøvelige antal passagerer varer ved, så risikerer man at skulle hente penge igen om 1-1,5 års tid, siger Jacob Pedersen.

SAS har ud over redningsplanen nedlagt omkring 5000 fuldtidsstillinger ud af 11.000.

/ritzau/