Flere Nordea-kunder risikerer negativ rente fra årsskiftet

Nordea sænker sin grænse for, hvornår kunder skal betale negative renter af de penge, de har stående i banken.

Fra 2021 sænkes grænsen til 250.000 kroner fra 750.000 kroner, oplyser banken i en meddelelse.

Ændringen skyldes, at banken forventer, at det “historisk lave” renteniveau, der er i øjeblikket, fortsætter.

Det er en udgift for banken at passe på kundernes opsparing, fordi renten i øjeblikket er negativ hos Nationalbanken, der er bankernes bank.

Derfor har de danske banker i forskelligt omfang det seneste år lagt en del af regningen over på kunderne.

Så sent som i slutningen af august var det Sydbank, der indførte negativ rente for kunder med mere end 250.000 kroner på én konto.

Første opkrævning for den nye grænse i Nordea er 31. marts næste år, oplyses det.

/ritzau/