Danske Bank får kritik af Finanstilsynet i sag om gæld

Danske Bank får kritik af Finanstilsynet i sagen om forkert inddrivelse af gæld, hvor tusindvis af kunder har betalt for mange penge tilbage til banken gennem en årrække.

Danske Bank har desuden fået fire påbud af tilsynet. De skal efterleves, så lignende sager ikke gentager sig i fremtiden. Det oplyser Finanstilsynet i en pressemeddelelse.

Ifølge tilsynet undlod banken at handle redeligt og loyalt over for sine kunder, fordi banken fortsatte med at inddrive gæld, som banken ikke havde krav på, og samtidig undlod at informere de berørte kunder om fejlen.

– Kunderne skal kunne have en berettiget tillid til, at banken behandler dem ordentligt, og at banken har helt styr på sin gældsinddrivelse, siger Finanstilsynets direktør, Jesper Berg.

– Sagen er skadelig både for de berørte kunder og for den samfundstillid, som er vigtig for et velfungerende finansielt system, siger han i en kommentar.

Sagen om indkrævning af gæld er kommet frem hos Berlingske og TV2. De to medier har afdækket, at Danske Bank gennem en årrække har opkrævet for meget gæld fra tusindvis af kunder.

Det samlede beløb vurderes at løbe op i 50 millioner kroner.

/ritzau/