Brancheforening savner dokumentation for nye restriktioner

I Horesta, der er brancheorganisation for hotel-, restaurations- og turisterhvervet, er man uforstående overfor, at det endnu en gang er restauranterne, som skal holde for i kampen mod coronavirus.

Torsdag har statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde meddelt, at restauranter, barer og caféer over hele landet skal lukke klokken 22. Det gælder fra lørdag.

Ifølge Annette Hyldebrandt, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Horesta, savner branchen dokumentation for, at det er restaurationsbranchen, der står for en stor del af smittespredningen.

– Vi savner at se, at det skulle være i restaurationsmiljøet, at de her ting sker. Det (dokumentation, red.) har vi ikke kunnet få.

– Så længe vi ikke har fået dokumentation på, at det er vores erhverv, der udgør en særlig smitterisiko, sammenlignet med alle andre dele af vores samfund, så er det, vi sidder uforstående tilbage, når vi igen husker på alle de restriktioner, der er lagt ned over, siger hun.

Annette Hyldebrandt siger, at de nye krav indføres, mens restauranterne allerede er pålagt restriktioner om begrænsning i antallet af gæster i et lokale og krav om afstand på en meter mellem selskaber.

– Vi er det erhverv, der er underlagt allerflest (restriktioner, red.) og har været det hele vejen igennem, påpeger hun.

Regeringen har udmeldt de seneste restriktioner på grund af stigende smitte med coronavirus over hele landet.

Påbuddet om, at restauranter, barer og caféer skal lukke klokken 22 trådte allerede i kraft for 17 kommuner i København og omegn torsdag. Men kommer også til at gælde for resten af landet.

/ritzau/